Gå til indhold

Konsulent hos Darize

Mød Inge Bograd, konsulent hos Darize

Inge Bograd har været Solutions-konsulent hos Darize i næsten 10 år. Her oplever hun at få det bedste fra to verdener: et stærkt fagligt fællesskab og gode kolleger kombineret med friheden og indflydelsen til som selvstændig konsulent at vælge de opgaver, hun finder mest spændende.

I interviewet fortæller Inge om, hvad den frihed betyder for hende, og hvordan hun løbende investerer i sin faglige udvikling og opsøger ny viden både i Danmark og i udlandet. Målet er at kunne blive ved med at gøre det, som er vigtigst for hende: At skabe værdi for kunderne.

22. september 2026

  • Darize konsulenter

Konsulent hos Darize

Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort dig som konsulent?

At det er tilliden, der er det bærende. Det er den, der gør forskellen. Kunderne skal opleve, at du er på deres side, og at du er dybt engageret i at hjælpe dem.

Det tager tid at opbygge tillid, men til gengæld oplever jeg at blive tilkaldt igen og igen – også til opgaver, der ikke er min spidskompetence. Så tager jeg måske nogle kollegaer med, som kan supplere med viden, men kunden har tillid til, at jeg forstår deres organisation og derfor også kan hjælpe mine kollegaer med at forstå dem. Jeg er deres garant for, at projektet holder sig til deres ønsker og ikke løber af sporet, fx ved at blive for overambitiøst eller mangle domæneviden.

Hvad motiverer og driver dig i dit arbejde?

Det mest spændende ved at være konsulent er, når jeg får lov at komme helt ind i hjertekammeret af en organisation – når kunden tør fortælle ærligt om deres udfordringer: Hvad er allervigtigst for dem? Hvad er svært? Hvad gør ondt? Hvad vil de gerne have hjælp til?

Jeg har gennem årene arbejdet i en lang række organisationer og har derfor en kæmpe referenceramme og en stor værktøjskasse at trække på. Det gør mig god til hurtigt at træde ind i en organisation og se, hvilken vej de kan gå, og hvordan de med fordel kan gøre tingene anderledes.

Det er en god følelse at opleve, at jeg kan noget, som kunden ikke selv kan, fordi jeg som udefrakommende ser tingene på en anden måde og ofte har oplevet noget lignende et andet sted. De fleste mennesker vil jo gerne hjælpe og skabe værdi for andre, og det er det, man gør som konsulent. Lykkes man godt med det, er det virkelig tilfredsstillende.

Hvorfor er det attraktivt for dig at være en del af Darize?

Jeg synes, at vi hos Darize har det bedste fra begge verdener. Vi har en rigtig god organisation, hvor du er en del af et hold og har et kæmpe fagligt bagland, og samtidig har vi som konsulenter stor frihed til at vælge de projekter og opgaver, vi har lyst til. I vid udstrækning kan vi også selv bestemme vores arbejdstid, men det skal du selvfølgelig koordinere med kunder og kollegaer. Der er altid fuld opbakning fra teamet, hvis nogen har brug for at køre på halv kraft i en periode, og omvendt kan du til gengæld give den gas, når du har lyst og overskud til det.

Det passer godt til mine værdier, at vi ikke bor i et guldpalads i centrum af København. Hos Darize holder vi os til sagen og leverer reel værdi uden at gøre det til noget fornemt og højtravende.

For mig er det også en stor fordel at være forretningskonsulent i et hus, der samtidig er meget teknisk. Når man arbejder med digitalisering, er det nødvendigt at holde sig tæt på teknikken, for a vi reelt kan byde ind med hele pakken i et projekt. Der er nogle konsulenthuse, som er lidt svage på den tekniske del, og her har vi jo hele paletten. Det gør os stærke.

Citat

“Jeg synes, at vi hos Darize har det bedste fra begge verdener. Vi har en rigtig god organisation, hvor du er en del af et hold og har et kæmpe fagligt bagland, og samtidig har vi som konsulenter stor frihed til at vælge de projekter og opgaver, vi har lyst til.”

Inge Bograd

Consultant, Darize Solutions

Hvad fik dig til at tage beslutningen om at blive konsulent hos Darize?

Jeg kastede mig ud over skrænten, da jeg trådte ind ad døren hos Darize. Sådan føltes det i hvert fald. Det var en meget hurtig beslutning og ikke noget, jeg havde gået og drømt om i mange år. Jeg tænkte, nu prøver jeg det, og så må vi se, hvad der sker. Jeg var til at flytte på ift. det job, hvor jeg var. Og så måtte jeg acceptere præmissen om at starte som selvstændig.

Det kan føles farligt, når du kommer fra en fastansættelse. Men kommer du over den barriere og oplever, at det kan bære, tjener du typisk mere her end som fastansat. Forvalter du pengene fornuftigt, har du jo noget kapital, du kan trække på, hvis der skulle komme trange tider. Du er din egen arbejdsløshedsforsikring.

Hvilken type projekter arbejder du med hos Darize?

Jeg arbejder med digitalisering bredt set. Det kan være alt fra at udforme en strategi og implementere den, til at afklare behov og lave forretningsanalyse i forbindelse med anskaffelse eller systemudvikling, til at få projekter på ret køl, når de ikke kører, som de skal. Jeg arbejder også meget med implementering, feedback, læring og gevinstrealisering. Fællesnævneren er digitalisering med en forretningsmæssig vinkel, hvor ledelsen har et konkret mål. Typisk er det opgaver, kunden løser så sjældent, at de ikke selv har kompetencerne til det. Det kan også være, at de er løbet lidt sur i et projekt og har brug for inspiration.

Jeg arbejder både i kommuner, stat og private virksomheder. Man taler meget om vigtigheden af domæneviden, men jeg oplever, at det nogle gange er en styrke at kunne bidrage med erfaring fra andre sektorer og brancher. Hvis der fx er noget, der er lykkedes godt i kommunerne, tænker jeg over, hvordan det kan overføres til en privat virksomhed.

Hvordan vedligeholder du dine faglige kompetencer?

Jeg er uddannet programmør og har også læst strategi og ledelse på CBS, så jeg har både en teknisk og en forretningsmæssig baggrund. Jeg vedligeholder begge dele og har et sportsligt mål om at tage en certificering om året. Nogle af certificeringerne er it-fokuserede – inden for arkitektur eller agile metoder som Scrum og SAFe. Men jeg har også uddannet mig som proceskonsulent og inden for forandringsledelse.

Jeg forsøger så vidt muligt at deltage i kurser og undervisning i udlandet. Dels fordi jeg gerne vil holde mit faglige engelsk ved lige, og dels fordi jeg får rigtig meget ud af at sidde i et klasselokale med folk fra hele Europa. Det giver mig indsigt i, hvordan de arbejder med fx Scrum eller forretningsarkitektur i vores nabolande. Så får jeg også en fornemmelse af, om vi i Danmark er gået ud ad en tangent, eller om det er en global trend, at man tænker og arbejder på en bestemt måde.

Det gør mig skarpere ude hos kunderne og giver mig en faglig selvsikkerhed omkring, at selvom jeg har været i faget i mange år, så er jeg ikke ved at blive rusten, fordi jeg hele tiden holder mig orienteret om, hvad der sker.

Hvad kendetegner en Darize Solutions konsulent?

Vi lægger meget vægt på, at du skal have et selvstændigt drive. Du kan ikke læne dig tilbage og tro, at opgaverne bare kommer til dig, eller at der er nogen, som sætter dig i gang. Du skal være fuld af initiativ og god til at netværke. Du skal også være lidt risikovillig – vi har mange forskellige projekter i teamet, og det skal du synes er spændende. Du må ikke være bange for at kaste dig ud i noget nyt.

Omvendt skal du også være ret stabil, forstået på den måde, at Darize’s forretningsmodel forpligter os til at udføre vores arbejde ordentligt og gøre vores leverancer færdige. Du kan ikke bare blive taget af et projekt, hvis du synes, det er kedeligt. Vi skal holde vores aftaler, så vi kan se både kunder og kollegaer i øjnene.